Indeklima omfatter temperatur, træk, luftkvalitet og støj.
Ventilationsanlæg bør stabilisere luftkvaliteten og temperaturen ved lavt energiforbrug og må ikke være årsag til træk- og støjgener.
I dette afsnit gennemgås de forhold man skal være opmærksomme på, hvis man vil have både et godt indeklima og et lavt energiforbrug.
Når ventilationen skal beregnes, er der generelt to formål: Luftkvalitet og temperatur.
For at sikre luftkvaliteten ventileres der i forhold til, hvor mange mennesker der er i lokalet. Og for at sikre den ønskede temperatur ventileres der i forhold til lokalets størrelse. Det kræver mere ventilation at stabilisere temperaturen end luftkvaliteten.
Der er typisk behov for at ventilere med 10 liter luft pr. sekund pr. person for at sikre luftkvaliteten i den bedste kategori. Når det handler om at sikre den ønskede temperatur, skal ventilationen ofte indstilles, så al luften i lokalet udskiftes 4 gange hver time.